Willy Børge Erik Petersen/ Burma-Peter

Major

Major Willy Børge Erik Petersen alias Burma-Peter. Dekorationerne, som venligst er udlånt af Ordenshistorisk Selskab, kan ses i udstillingen.

Omkring et tusinde danske statsborgere var i allieret krigstjeneste under Den Anden Verdenskrig. Heraf var ca. et hundrede kvinder. Langt hovedparten gjorde tjeneste i britiske styrker. Kvinderne måtte ifølge britisk lovgivning ikke deltage i kamprelaterede opgaver. De danske tab var relativt set store, 75 mistede livet – overvejende i kamphandlinger, dernæst fangenskab (primært japansk).

I Allieret krigstjeneste
Hovedparten af de danskere, der meldte sig til allieret krigstjeneste befandt sig den 9. april 1940 i Danmark. De skaffede sig – ofte ad omveje – til rekrutteringskontoret i England. Derudover arbejdede en del af de frivillige danskere i Fjernøsten eller i Storbritannien for danske firmaer.

Mange søgte optagelse i ”The Buffs” (The Royal East Kent Regiment). Historisk var der en forbindelse til ”The Buffs” da Frederik 3.s søn, prins Jørgen i 1669 blev gift med prinsesse Anne – regimentet fik ved den lejlighed navnet Prince George (Jørgen) of Denmark´s Regiment. Ydermere blev Frederik 8. i 1906 æresoberst ved regimentet. Det fulgt op af efterfølgende konger. Tjenesten her blev imidlertid for de fleste en skuffelse, da ”man” af ikke helt klare grunde i meget lang tid holdt danskerne væk fra indsættelse i egentlige kamphandlinger.

Ungdom og planer for fremtiden
Willy Børge Erik Petersen(WBEP) er en af de danskere, der var i allieret krigstjeneste. Han blev født 18. december 1912 i Sakskøbing. Faderen var en meget entreprenant person, der oprindeligt var sæbesyder, så mineralvandbrygger og genoptog senere fabrikation af velduftende sæber. Da efterspørgslen faldt oprettede han Mineralvandsfabrikken Ceres Sakskøbing og arbejdede i perioder som lokomotivfører ved de lollandske roebaner. Moderen tog sig af de seks børn. Hun døde da WBEP var 14 år. I 1929 tog han realeksamen med udmærkelse – ledsaget af et meget rosende vidnesbyrd.

Hans fremtidsplan var at lære landbrug og senere få egen gård, men han havde samtidigt et stort ønske om at komme ud og se verden. WBEP var de følgende år landvæsenselev på flere store gårde i Jylland, hvor hver periode resulterende i meget positive skudsmål. Sommeren 1933 aftjente han værnepligt ved 7. Regiment i Fredericia, også her med en meget positiv forholdsattest. I løbet af vinteren 1933-34 var han på landbrugsskole, der blev afsluttet med topkarakterer. Han blev 1. maj 1935 ansat som regnskabsfører på herregården Bavelse ved Glumsø. Med de bedste anbefalinger sluttede han efter et år for at gennemgå yderligere militær uddannelse. Den 1. oktober 1937 bliver han udnævnt til ”kystløjtnant af 2. grad i Søværnets Reserve”. I december 1937 blev han hjemkommanderet og han blev i samme måned ansat som plantageassistent for Ø.K. i Malaya.                 

Den nye Verden
Udrejsen påbegyndtes 17. december med rejsemålet Mount Austin Rubber Estate i staten Johore i Malaya. Efter togtur til Rotterdam gik han ombord i ØK’s Lalandia med kurs mod Singapore.

I slutningen af januar 1938 ankom Lalandia til Singapore og han blev afhentet af to danskere fra plantagen. Efter en kort læretid fik WBEP ansvaret for egen sektion på omkring 2.000 tønder land med ca. 400 arbejdere, der primært var indere og javanesere.   

Kort efter ankomsten blev han optaget i den lokale afdeling af den britiske territorialhær, Johore Volunteer Engineers (JVE), hvilket var kutyme for europæere. Der var ugentlig en eftermiddag med uddannelse og også egentlige øvelser. Efter et års ”rekruttid” blev han tildelt årets RECRUIT CUP. Der var stor selskabelighed i den europæiske koloni. I 1939 traf han Ethel Wilkinson Lamont. Hun var datter af en amerikansk læge og var på jordomrejse. De blev forlovet og 2. september 1939 gift i Singapore og i april 1940 kom deres første barn, en datter.    

Anden Verdenskrig fører til en ny hverdag
Efter udbruddet af 2. Verdenskrig den 1. september var WBEP i flere måneder indkaldt til tjeneste ved JVE. Da han med god grund frygtede, at krigen også ville ramme Danmark, skrev han til chefen for Kystdefensionen og tilbød som reserveofficer at rejse hjem for at gøre tjeneste. Et brev dateret den 7. oktober fra pågældende chef meddelte, at han kunne forvente genindkaldelse 1/7 1940.

Danmarks besættelse den 9. april 1940 førte til beslutningen om at melde sig til den britiske felthær, og WBEP skrev til De Frie Danskes rekrutteringskontor i London. I et svar herfra blev han beordret til at melde sig til en angivet officer i det britiske hovedkvarter i Singapore, som ville hjælpe med rejsen til England. Han fik sin afsked fra JVE og plantagen, og familien flyttede til et hotel i Singapore.

En aften henvendte en ukendt mand sig og spurgte efter WBEP. Han præsenterede sig som dansk, tidligere ansat i ØK og repræsenterende en militær organisation, der gerne ville gøre brug af WBEP’s militære erfaring. Han kunne foreløbig ikke sige nærmere. WBEP følte sig forpligtet til at rejse til England, men blev orienteret om, at ”man” ville vende tilbage. En fornyet opfordring ændrede ikke WBEP’s holdning, og nogle dage senere henvendte han sig i det britiske hovedkvarter for at høre om afrejse. Den britiske officer svarede:  Jeg er bange for, at der er en myndighed, der er stærkere end jeg er, som mener at have forret til Dem og Deres tjeneste. Jeg foreslår, at De siger ja til den opgave”.  WBEP accepterede og fik følgende dag nøjere instruks. Han skulle nogle dage senere møde ved en jernbanebro udenfor Singapore i civil med bagage til et længere ophold. Her var allerede flere fremmødte og de blev i militær lastvogn kørt mod kysten til en stor villa, der var indrettet til instruktørskole. De blev orienteret af en britisk oberstløjtnant om uddannelsen, der indeholdt alle militære discipliner – og meget hård fysisk træning. Hvad formålet var, blev ikke afsløret. Kurset sluttede den 1. december og WBEP tog tilbage til Singapore for at arrangere familiens afrejse til USA samt hans egen rejse til Rangoon. Familiens afrejse og rejsen i øvrigt løb ind i mange problemer, men de nåede som nogle af de sidste ud og kom efter en farefuld rejse til USA. De mødtes først igen efter krigsafslutningen.

Mødet med Krigen
Den 7. december 1941 rettede japanerne massive luftangreb mod Pearl Harbour, Philippinerne og den britiske flådebase Singapore. Samtidig blev der landsat japanske hærstyrker på østkysten af Malacca halvøen. Der forelå ingen krigserklæring, men freden var brudt.

WBEP var sammen med instruktørgruppen ankommet til Rangoon. Efter at være blevet forsynet med våben og sprængstoffer kørte gruppen ad ”Burmavejen” mod den kinesiske grænse og efter et par ugers ophold med opbygning af et baseområde fortsatte man til Chunking inde i Kina. Her skulle man oprette et træningscenter som det, WBEP havde været på i Singapore. Centret skulle uddanne kinesiske befalingsmænd til de partisanstyrker, der opererede bag de japanske linjer.

Kina havde i adskillige år været i krig med Japan, og nu drejede det sig om at støtte kineserne, så de kunne binde flest mulige japanske styrker. WBEP, der var blevet udnævnt til sekondløjtnant og tillagt grad af premierløjtnant i ”The Buffs”, blev skolechef og lejrkommandant. Til hjælp med undervisningen havde han to tosprogede instruktører og en tolk. I april 1942 blev skolen opløst, og WBEP blev beordret til tjeneste i den britiske hær i Indien.

Japanerne havde i de forløbne måneder erobret Malaya og forventedes nu at angribe Indien. WBEP meldte sig i det britiske hovedkvarter i Delhi og blev forespurgt, om han havde ønsker om tjeneste – svaret var Burma. I første omgang blev det dog til en tur sydpå i Indien til opbygning af en bataljon, hvor han blev delingsfører for B-COY. Efter en måneds træning rykkede bataljonen i bivuak i et jungleområde mod nordøst. Hvad de ikke fik at vide var, at de skulle indgå i 77. infanteribrigade og trænes til at blive indsat dybt inde i Burma bag de japanske linjer. Vigtige dele af brigaden var gurkhasoldater, en bataljon burmesiske soldater og ikke mindst en RAF sektion med radiomateriel, da al forsyning skulle ske fra luften. Brigaden skulle udelukkende færdes til fods og blev udstyret med nogle heste og 1000 muldyr. Efter intens træning blev brigaden transporteret til Imphal, tæt på Burmas nordvestlige grænse. Den overordnede plan var, at Burma skulle generobres, primært for at få genåbnet Burma-vejen, der var vital for forsyninger til de kinesiske styrker. To armékorps skulle angribe ”udefra” mens brigaden med den berømte chef, brigadegeneral Wingate skulle afbryde japanernes kommunikations- og forsyningslinjer. Operationen skulle efter planen iværksættes primo februar 1943. Imidlertid var manglende forsyninger ved at vælte planen. Den blev dog – trods betydelige betænkeligheder – iværksat. 

The Military Cross
Den 12. februar brød brigaden op og bevægede sig østpå. Det blev en march gennem jungle, over bjerge og floder, hvor muldyrene voldte store problemer. Ved en fortsat march østover fik WBEP ordre til at danne bagtrop for brigaden og sprænge alle broer efter overgang og dernæst at etablere vejspærring med en bagholdsstyrke. 

Han skulle så støde til brigaden den følgende dag på et aftalt sted. Efter et døgn uden kamphandlinger begav man sig af den sti, der skulle føre til kontaktpunktet. Efter nogen tid forsvandt stien, der var fuldstændigt overgroet af junglen. Bagtroppen fortsatte marchen mod øst i forventning om at møde egne tropper – dog uden held. Flere steder var der dog efterladenskaber eller andre tegn på, at brigaden havde passeret. Efter 4-5 døgns march var forsyningerne sluppet op. Der var intet at købe i landsbyerne. Døgnrationerne var herefter the og 2 ascorbinsyretabletter pr. mand. Da man nærmede sig byen Nankan hørte man detonationer, og kort efter dukkede en britisk major op. Han var i færd med planlægningen af et angreb på byen – særligt jernbanen og stationen, som var besat af fjenden. WBEP blev tilbudt at deltage i angrebet. Den 4. marts dukkede to japanske lastbiler op i Nankan og kamphandlingerne begyndte. Japanerne fik forstærkninger og der udviklede sig voldsomme kamphandlinger. Ved snarrådighed og kløgtige dispositioner lykkedes det WBEP at bekæmpe japanerne. Det var denne indsats, der medførte, at WBEP blev tilkendt Storbritanniens næsthøjeste tapperhedsdekoration: The Military Cross.   

Såret af snigskytte
WBEP fik nu ordre til med sin styrke igen at tilslutte sig brigaden. Det blev en længere march med flere kamphandlinger undervejs. Ved brigaden kunne styrken for første gang i lang tid spise sig mætte. Brigaden bevægede sig herefter mod byen Baw med spredte kamphandlinger og besværlige flodovergange. Den 23. marts var der planlagt nedkastning af forsyninger. Under kampene ved Baw blev WBEP flere gange beskudt af en japansk snigskytte uden at blive ramt. Senere i forløbet var snigskytten der igen, og WBEP blev ramt i tindingen. Han faldt om og mistede kort efter bevidstheden. WBEP var ude af stand til marchere, men kunne nu følge sin kolonne på sin hest, der hidtil havde været anvendt til transport af sårede. Kort efter kampen ved Baw blev brigaden beordret tilbage til Indien, da regntiden nærmede sig og ville besværliggøre videre operationer og den nødvendige luftstøtte. Marchen tilbage til Indien var ikke uden problemer, men 20. juni var WBEP og hans styrke igen i Assam i Indien. Her blev styrken undersøgt og om nødvendigt behandlet for skader og sygdomme. WBEP’s sår, der var blevet nødtørftigt behandlet i felten, var helet og krævede ikke umiddelbar behandling.           

Efter et pusterum kom WBEP til tjeneste ved ”Force 136”s hovedkvarter i Calcutta, hvor han var beskæftiget med planlægning af særlige operationer i de besatte områder i omliggende lande. Her kunne man udnytte hans erfaring og store kendskab til områdernes natur.

WBEP, der undervejs var blevet udnævnt til kaptajn var fra marts 1944 til årets udgang til tjeneste som forbindelsesofficer ved 14. Armés hovedkvarter i Assam. Han blev i den forbindelse udnævnt til major.

Tilbage til Europa
Efter syv år i Østen uden afbrydelse blev WBEP sendt til England for at komme på orlov og tjeneste i et køligere klima. Han kom med troppetransport fra Bombay til Skotland og videre til London. Efter orloven blev han tilknyttet S.O.E.’s danske afdeling. Da krigen i Europa var forbi rejste han til USA for at besøge familien. Efter tilbagekomsten blev han sendt til tjeneste ved stamregimentet ”The Buffs”, hvor man skulle sende forstærkninger til den fortsatte krig i Østen. Tjenesten i ”The Buffs” som honorær Major sluttede i februar 1946 og WBEP blev udnævnt til kaptajn af reserven og ansat som assisterende militærattache ved gesandtskabet i London.

Han indtrådte i foråret 1947 på et kursus på Hærens Officersskole. Efter afslutningen af dette i foråret 1948 tiltrådte han tjenesten ved 1. Regiment – senere Danske Livregiment – indtil pensionering i 1963. Han var herefter ansat som vederlagslønnet pensionist ved Forsvarets Efterretningstjeneste indtil 1972. Han blev som øvrige kaptajner i hæren udnævnt til major i 1962.

Eftertiden
Overgangen fra krigens vilkår til tjenesten i Danmark var ikke let. WBEP’s baggrund betød, at han tog tjenestens principper alvorligt og konsekvent. Alligevel var han vellidt og respekteret af kollegaer og menige. Han fik hurtigt tilnavnet ”Burma-Peter”. At sole sig i fortidens bedrifter var ham fjernt. Han blev dog ikke forskånet for nedladende eller respektløs optræden fra kolleger eller overordnede. Således fik en bataljonchef indført, at man ved parader og lignende kun måtte bære danske dekorationer. En lignende smålighed sås også ved andre regimenter. Der var dog også opmuntrende tildragelser. Da den britiske chef for AFNORTH i begyndelsen af 1950’erne kom på tiltrædelsesbesøg i Danmark, havde WBEP taget opstilling blandt tilskuerne i Kastrup lufthavn. På vej ud til bilkortegen får generalen øje på ”Burma-Peter” og henvender sig til ham, mens modtagelseskomitéen måtte vente. Da Montgomery i 1951 var på besøg i Danmark og under en øvelse på Høvelte Kaserne hørte om en tidligere britisk officer, bad han om at WBEP måtte blive fremstillet for ham.

WBEP udviklede efterhånden symptomer efter skudlæsionen i tindingen med svimmelhed, kortvarige besvimelses anfald og hovedpine. Han var indlagt på Københavns Militær Hospital, hvor man først efter flere indlæggelser fandt forandringer, der retfærdiggjorde en operation på Neurokirurgisk Afdeling. WBEP var på det tidspunkt endnu ikke blevet medlem af en sygekasse, så da hustruen blev forespurgt, hvem der skulle betale for den kostbare operation, henviste hun til regimentet. Få dage efter kom en opringning fra regimentet, at det var regimentet uvedkommende ! Den – i øvrigt velrenommerede – professor Busch meddelte så, at han ikke skulle have honorar, så eneste udgift var kostpenge for 15 dages indlæggelse.

Efter 1992 var hans helbred svigtende grundet Parkinsons syge. Han afgik ved døden 14. juli 1999 på plejehjem i Odder.