Anna Mars

Premierløjtnant

Premierløjtnant Anna Mars (2021)

Ny by, ny uddannelse, nye fag, nye kollegaer og nyt job. En på mange måder skræmmende beslutning. Men en beslutning, der var nødvendig. Jeg vidste jo egentlig godt, at det stereotype konsulentliv ikke var min fremtid – i hvert fald ikke nu.

Og hvis man dengang i 2017 havde spurgt min familie og mine venner ville de nok have sagt, at det var uundgåeligt, at jeg på et tidspunkt ville ende i Forsvaret. Primært fordi, at jeg havde et uforklarligt højt energiniveau, en eventyrlyst og et stort behov for fællesskab. Og hvis man spurgte min mor, så ville hun uden tvivl pege på min ”vilde side” eller ”drenge-pigen”, hvor kjoler og sminke var skiftet ud med fodbold, boksning og lange ture i skoven.

Og de havde nok ret… Jeg vidste bare, at jeg skulle ud og opleve noget. Jeg skulle udfordre mine magelige tendenser, samtidigt med, at jeg havde et ønske om at bruge min hjerne og krop samtidig. Men vigtigst af alt, så havde jeg et stort behov for at lære mig selv bedre at kende og forhåbentlig blive en bedre version af mig selv – der på sigt kunne gøre en forskel for andre. Det var nogle af de mere personlige overvejelser, som jeg gjorde mig inden jeg søgte uddannelsen. Og så var der selvfølgelig også den faglige interesse, som udgjorde en stor del af min motivation. Jeg var sikker på, at jeg på skolen kunne få lov til at dyrke og udvikle min interesse for internationale relationer, strategi, ledelse og krigshistorie – og dét i vildskab.

I retrospekt vidste jeg ikke meget om uddannelsen eller jobbet som officer – for at være ærlig. Jeg vidste INGENTING – og gudskelov for det. Det lyder måske en smule dramatisk, men den faglige og personlige rejse har været overvældende, til tider ubehagelig, men heldigvis også fantastisk og lærerig!

Komfortzonen skal brydes
Jeg har fået bekræftet af flere omgange, at man udvikler sig mest, når vi bliver skubbet ud på dybt vand, eller skubbet ud fra udspringstårnet i Aalborg eller et C-130 Hercules-transportfly af en pensioneret jægersoldat… Komfortzonen skal brydes, såfremt man ønsker udvikling. Og det må man sige, at uddannelsen har gjort – mange gange. Jeg har lært at være okay med det ukendte og ufuldstændige. Og heri vigtigheden i at stadig være i stand til at tage ansvar og træffe beslutninger, som fører, også selvom at det er ubehageligt eller konsekvensen er skræmmende. Jeg har fået en højere grad af selvindsigt. Jeg kender i dag bedre mine styrker, men i den grad også mine begrænsninger og vigtigheden i at være ærlig omkring disse.

En god autentisk fører eller leder bliver man ikke fra den ene dag til den anden. Det tager tid, vilje og åbenhed. Jeg har lært, at man kommer langt med autoritet, faglighed og respekt, men at dette aldrig kan stå alene, da de bløde værdier som fører og leder er uundgåelige – især når de svære samtaler kommer og behovet for empati er altafgørende.

Mit faglige ”bibliotek” er blevet udvidet og udfordret – især i fagene ledelse og taktik. Uddannelsen har givet mig et sollidt og godt fundament at bygge videre på. Jeg har gennem uddannelsen – og især på patruljekursus – lært at passe på mig selv og andre, helt ned til de simple – men vigtige ting. Kunsten at pakke en rygsæk, så du ikke ødelægger din ryg, at pleje dine fødder korrekt og at være i stand til at føre under svære vilkår – når maden, søvnen og humøret har været begrænset. Jeg har lært vigtigheden i at sætte disse behov til side fordi, at der er en anden og vigtigere opgave, der skal løses. Men nok vigtigst, så har jeg lært, at man altid kan mere end man tror og at det nogle gange handler om at turde springe ud i det eller bare sætte det ene ben foran det andet.

Jeg ved, at min erfaring som officer er begrænset og at jeg stadig er under uddannelse og udvikling – hver eneste dag jeg går på arbejde, hvilket også er det jeg sætter allermest pris på. Trods sparsom erfaring så ved jeg også, at jeg er uddannet til at føre og lede folk i krig. Det er et enormt ansvar, der i sidste ende kan betyde, at jeg skal tage beslutninger, der kan koste liv.

Delingsfører
Efter kort tids tjeneste ved Uddannelseskompagniet i Varde som HBU-delingsfører skulle jeg udfordres på ny. I sommeren 2020 startede jeg ved Hærens Sergentskole. Min næste opgave – som premiereløjtnant – var at være delingsfører for 3. deling ved Officer Basisuddannelsen Hold Pløger 2020-2021. 

Delingsfører Anna Mars og deling - OGU, HSGS Varde (2020)

Det var en opgave, som jeg havde glædet mig til, mest af alt fordi, at det nu var min mulighed for at uddanne motiverede, intelligente og engagerede unge mennesker. Men i særdeleshed også fordi, at det var min mulighed for at genbesøge en uddannelse, der har betydet meget for mig og efterladt en masse indtryk. De fleste er positive, men der var også ting jeg nu havde muligheden for at gøre anderledes. Det var vigtigt for mig, at min deling fik en positiv oplevelse fyldt med: faglighed, udfordringer og sociale aspekter. Tiden fløj afsted og selvom jeg sommetider måtte gå på kompromis med både mad, søvn, familie og hjemmelivet har det været 8 fantastiske måneder. Jeg lærte ufatteligt meget. Jeg er blevet klogere på mig selv som delingsfører, især ift. mine mindre hensigtsmæssige sider, så som min utålmodighed og stædighed, der ikke altid bidrager positivt. Jeg er til gengæld også blevet bekræftet i mine styrker. Min faglighed og tilgang til tjenesten, er blevet hjulpet godt på vej af en fantastisk lærerkadre, der har udvist en stor mængde af faglighed og stolthed.

Patruljekursus og FALDGRU
Det berygtede patruljekursus… Årsagen til mange bekymringer, ondt i maven og nervøsitet. Hold Anker skulle på patruljekursus i oktober og november 2018, hvilket betød, at der var en anspændt stemning og forventning i ugerne op til. De fleste kadetter var nervøse inden afgang til Aalborg, muligvis fordi ældre årgange havde pisket en stemning op og at rygterne gik stærkt på det store, flotte slot!

Trods skræmmende rygter var patruljekursus en fantastisk oplevelse! Hård – uden tvivl, men enorm lærerig. Det var to uger med meget lidt søvn og mad, men til gengæld mange kilometer, koldt vand og tunge ”ting”. Det var en oplevelse, der testede ens fysiske og mentale robusthed, hvor man fandt ud af, hvordan for lidt søvn og mad påvirker ens egen og resten af delingens ydeevne. Hvor skøre folk bliver, når de ikke får sovet eller spist og pludselig hører imaginære stemmer i skoven, sover imens de går, eller formår at tisse mens de sover i sovepose…

Anna Mars (tv.) under FALDGRU ved Jægerkorpset i Aalborg (2019)

Inden patruljekursus havde jeg aldrig haft problemer med mine fødder. Jeg havde aldrig set skyggen af en eneste vabel… Det ændrede sig… Jeg fik betændelse i hele min venstre fod, der efterfølgende skulle behandles med antibiotika. Men det var stadig det hele værd!

Gensyn med Jægerkorpset 
Vores gensyn med jægerne blev ca. et år senere – nemlig i sommeren 2019. Jeg vidste, at hvis jeg skulle være i stand til at bestå de fysiske krav til FALDGRU (faldskærmsgrunduddannelsen), så skulle der trænes. Ikke bare et par uger før, men gerne et halvt år forinden. De andre kadetter på skolen og jeg begyndte i vinteren 2018 at træne op til FALDGRU. Fokus lå på de 6 ”pull ups” (armhævninger), hvilket viste sig at være en udfordring for mange. Med god hjælp fra andre kadetter og de ugentlige MFT (Militær-Fysisk-Træning) pas i undervisningen, blev de 2 ”pull ups” hurtigt til 6. Selvom mit fokus i lang tid var på de fysiske krav, så havde jeg egentlig et større ”dilemma”… Jeg har højdeskræk – ikke bare lidt højdeskræk… men meget højdeskræk. Jeg vidste, at spring fra udspringstårnet og senere ud af flyveren ville være en af de største udfordringer, jeg ville møde under uddannelsen. Og jeg fik ret…

Dagene inden jeg skulle springe ud af tårnet var forfærdelige og jeg tænkte, at jeg meget hellere ville tilbage på patruljekursus igen end at springe ud fra tårnet eller flyveren. Men jeg vidste godt, at jeg skulle ud, og ud kom jeg – med hovedet først. Jeg husker, at jeg lige skulle trække vejret inden jeg sprang fra tårnet og da jeg skulle til at anmode Hr. Jæger om 1 minuts ”mindfullness” inden jeg sprang, mærkede jeg i samme sekund en str. 45 støvle, der lossede mig ud over kanten. Efter denne ”lille episode” blev den pensionerede jæger og jeg enige om, at det nok var nemmest, hvis jeg ”bare” selv sprang ud – og det gjorde jeg så – fra tårnet og flyet. Jeg indrømmer blankt, at jeg ved det første spring ud af flyveren glemte ALT det jeg havde lært om: ”HOP 1000-2000-3000-4000-KONTROL”. Jeg lukkede bare øjnene og håbede på det bedste. Heldigvis var de andre spring lidt mere overbevisende. Det er en ubeskrivelig fed oplevelse at svæve i luften. Og oplevelsen blev kun bedre af, at man kunne høre sine venner og kollegaer juble rundt omkring, da de havde nøjagtig samme fantastiske følelse i kroppen, som jeg selv – højdeskræk eller ej.

Westpoint – Sandhurst Military Competition
En af de begivenheder jeg for altid vil huske fra min tid på Hærens Officersskole var turen til USA, nærmere bestemt United States Military Academy – West Point. I vinteren 2018 var vi 11 kadetter, der blev udtaget til at deltage i Sandhurst Military Competition 2019. Det er en konkurrence, hvor 48 hold bestående af 11 kadetter fra 14 internationale militære akademier skal dyste mod hinanden i militære færdigheder.

De militære færdigheder består primært af: førstehjælp, påkaldelse af ild, skydning, kampeksercits og standarder, militær fysisk træning – herunder svømning og march. Forud for turen brugte vi meget tid på forberedelse – hele vinterferien samt træning efter skole. Det var en fantastisk oplevelse, hvor det faglige og sociale udbytte var stort! Selvom konkurrencen var hårdere end forventet og vi desværre ikke rejste hjem med en førsteplads, så havde vi fået så mange andre glæder og oplevelser med hjem. Det vigtigste var jo også, at slå tyskerne.. og det gjorde vi selvfølgelig!

Danske og tyske kadetter ved Sandhurst Military Competition i 2019. Anna Mars ses i midten.

Udnævnelse Hold Anker – december 2019
Nu kom dagen endelig. Vi havde ventet længe… Stemningen var god og spændt og jeg husker, at der var en fest nede i kvindernes omklædningsrum. Musikken spillede og der var grin og smil overalt. Stemningen har egentlig altid været god, og når man ”kun” er 12 kvinder på årgangen, så får man en tæt relation til hinanden. Vi har været gode til at ”holde sammen”, passe på hinanden, og yde lidt ekstra omsorg, når det hele en gang imellem har været lidt hårdt.

Selvom det overordnet var en dag fyldt med smil og glæde, så var det også på nogle punkter en trist dag. Vi skulle tage afsked med hinanden, slottet, lærerne og livet som kadet. Vi skulle i gang med et nyt eventyr, der var ukendt og spændende.

Der var mange mennesker samlet i slotsgården. 101 kadetter og deres familier og tætte venner og selvom det var den 12. december, så var vejret mildt og solen skinnede. Jeg husker, at min far og mor råbte og piftede og at jeg havde en følelse af stolthed. Stolt over, at jeg havde gennemført med gode resultater. Stolt over, at jeg tog valget om denne uddannelse 3 år tidligere – selvom andre synes det virkede skørt. Og stolt over at have opnået nye mål, men mest af alt stolt over min udvikling fagligt og personligt. Da diplomet blev overrakt til mig og jeg gik ned og pakkede mine ting i omklædningsrummet, så vidste jeg, at jeg nu var klar til nye udfordringer.

Jeg ser tilbage på min uddannelse med stor glæde og til tider savn. Jeg er taknemmelig for alle de oplevelser, jeg har fået med og den enorme personlige og faglige udvikling jeg har gennemgået. Jeg håber, at andre får lov til at opleve det samme som mig, og at uddannelsen kan give andre lige så mange smil, grin og tårer som jeg har fået. Tak til Hold Anker for de bedste og hårdeste oplevelser, for de gode fester, bal og bare hverdags øl i kadetkælderen.

Anna Mars (i rød kjole) ved gallafest på Hærens Officersskole